Mere om foreningerne/medlemsskab

Døveforeningerne/Tegnsprogforeningerne blev stiftet i årene 1866 og frem til 1991. Undervejs har der været nedlægninger og sammenlægninger som en naturlig følge af samfundsudviklingen, og afhængig af hvor døve bosætter sig i forbindelse med uddannelse og erhverv. Døve søger i højere grad hen mod de større byer.

Foreningerne drives af frivillige, kun få har ansatte, som står for den daglige drift. Foreningerne er traditionelle foreninger med generalforsamlinger og har selvstændige regnskaber. Aktiviteterne i foreningen er mangfoldige, men fælles for alle aktiviteterne er, at der tales tegnsprog.

Foreningerne er tilsluttet forbundet ved et repræsentationsdemokrati med landsmøder hvert 3. år og repræsentationsmøder i de mellemliggende år. Forbundets hovedbestyrelse er valgt af foreningerne og står til ansvar overfor foreningerne.
Medlemmerne af en forening har stemmeret og taleret under foreningens generalforsamlinger.
Ikke-medlemmer og medlemmer fra andre foreninger under DDL kan overvære en generalforsamling og kan få taleret efter dirigentens skøn.

Man er medlem af en selvvalgt lokalforening og samtidig af DDL. DDL opkræver een kontingent og overfører en del af kontingentet til den valgte forening. Kontingentet er 300 kr om året, hvor DDL modtager de 100 og foreningen 200 kr. Medlemmerne får hvert år et medlemskort som bevis for, at man har betalt kontingent.
Man kan kun være medlem af een forening under DDL.

Man kan som medlem komme på besøg og deltage i andre foreninger, medbring dit medlemskort som bevis på at du er medlem af en anden forening. Men hold øje med særlige arrangementer hvor man måske har forskel på:
1) DDL-medlem af foreningen
2) medlemmer fra andre foreninger under DDL
3) ikke medlem af DDL's foreninger
Der kan være prisforskel, begrænset plads, nødvendig tilmelding eller andet.

Det sker af og til, at DDL har arrangementer med særlige tilbud til medlemmerne - hold øje med div. opslag.

Forbundet har en foreningskonsulent, som bistår foreningerne.

Se medlemstal


Danske Døves Landsforbund
Snaregade 12, 1. sal
1205 København K
Telefon: 35 24 09 10
Fax: 35 24 09 20
E-mail: ddl@deaf.dk
Protektor
H.K.H Kronprinsen