Det kræver overskud at søge job. Og når man så er blevet ansat, kræver det energi at være døv på en arbejdsplads omgivet af hørende.
Ditte Gaarde er psykolog og døv. Hun har lavet 5 personlige redskaber til døve, der overvejer at søge job på en hørende arbejdsplads eller som allerede arbejder sammen med hørende til hverdag.
1. Husk at mange hørende bliver usikre første gang, de møder en døv, så vær imødekommende og betragt dig selv som brobygger og en rollemodel for andre døve.
2. Lad være at sammenligne dig med andre – hverken andre døve eller hørende. Du skal kun sammenligne dig med dig selv. For du kan det DU kan, med dine forudsætninger og den baggrund DU har, og du gør jo dit bedste.
3. Forvent at en god kontakt med dine kolleger kan være ”op ad bakke”, men giv ikke op. Det bliver hårdt ind i mellem, der vil være dage, hvor du ikke har overskud til at forsøge at kommunikere med hørende, men overskuddet er (nok) vendt tilbage i morgen.
4. Brug dit netværk. Du får brug for at tale med dine døve venner og bekendte i fritiden. Både for at føle, at du kan indgå i ligeværdig kommunikation, men også fordi det er her, du kan slappe af og dele dine inderste tanker.
5. Smil! Også når kommunikationen mislykkes. Alle mennesker kvajer sig ind i mellem. Når du smiler, smiler verden tilbage til dig.