I løbet af efteråret 2009 har Capacent gennemført en undersøgelse for Region Syddanmark om miljøet på Nyborgskolen samt beskrevet skolens udviklingspotentiale.
Nu ligger resultaterne af undersøgelsen klar i den længe ventede rapport ”Undersøgelse af Nyborgskolens muligheder og udfordringer”.
Stærkt tegnsprogsmiljø ønskes!
På kommunikationsområdet viser undersøgelsen med al tydelighed, at der er udtalte forventninger hos både elever og forældre om, at der er et stærkt tegnsprogsmiljø på Nyborgskolen.
”Til spørgsmålet om hvorvidt det er vigtigt, der er et stærkt tegnsprogsmiljø på skolen, er 86 % af eleverne enige eller delvist enige (…) Til det samme spørgsmål er 100 % af forældrene enige eller delvist enige, hvilket viser en meget stærk opbakning fra forældrene til at skolen skal prioritere det stærke tegnsprogsmiljø.”
Sådan står der i undersøgelsen side 25.
Der står endvidere, at det vurderes, at tvivlen om kommunikationslinjen snarere ligger gemt i Nyborgskolens personale og tilknyttede faggrupper – end hos elever og forældre.
Nu behøver vi ikke længere gå at gætte
”DDL synes, det er meget positivt, at vi nu har en undersøgelse af Nyborgskolen. En undersøgelse som gør, at vi nu ikke længere behøver at gå og gætte os til, hvordan det står til – og hvad der forventes af elever og forældre.
DDL har gennem længere tid ment, at Nyborgskolen bør bevare og prioritere et stærkt tegnsprogsmiljø nu – og fremadrettet. Nu står det sort på hvidt – og DDL ser med stor forventning frem til, hvordan skolens ledelse og Region Syddanmark vil indfri disse forventninger i fremtiden,” udtaler Asger Bergmann.
Undersøgelsen afdækker flere forskellige områder i Nyborgskolens hverdag: pædagogik, samspil mellem elever/lærer/pædagoger, sanktioner samt forventningen til, hvilken kommunikation, der er fremherskende på skolen.
Download ”Undersøgelse af Nyborgskolens muligheder og udfordringer.