Mine rettigheder på arbejdsmarkedet

Hvilke rettigheder har du som døv på arbejdsmarkedet? Det er vigtigt, at du er med i det danske samfund på lige fod med hørende.

Selvom det kan være svært, og der er store forhindringer, så opfordrer DDL dig til at give det en chance, hvis lysten og modet er der. Stil krav. Det er vigtigt, at du trives under dit studie og på din arbejdsplads, og at kommunikationen fungerer, så du føler dig som en del af miljøet.

Dine rettigheder:

Mentorordning
Du kan få en mentor, der kan hjælpe dig i gang i det nye job. Mentoren kan være en af virksomhedens faste medarbejdere, der frikøbes for et tidsrum, eller det kan være en ekstern konsulent.

Jobcentret bevilger midler til en mentor - en medarbejder eller ekstern konsulent på arbejdspladsen der hjælper med introduktion, oplæring og vejledning i jobbet.

Isbryderordning
Hvis du har gennemgået en uddannelse på mindst 18 måneder har du mulighed for at benytte dig af isbryderordningen for at komme i arbejde. Det betyder, at din arbejdsgiver kan få tilskud til din løn det første halve år. Der skal være tale om en normal jobfunktion på en almindelig arbejdsplads.

Du skal starte i jobbet senest 2 år efter, at din uddannelse er afsluttet.

Kriterier
Vil du have tilskud efter Isbryderordningen, skal du opfylde følgende kriterier:

  • Du skal have gennemført en faglig eller teoretisk uddannelse af mindst 18 måneders varighed.
  • Ansættelsen under Isbryderordningen skal være begyndt senest 2 år efter, at uddannelsen er afsluttet.
  • Du skal mangle erhvervserfaring inden for det område, som uddannelsen var rettet imod.

Det er ikke et krav for at blive ansat under Isbryderordningen, at du har været arbejdsløs efter endt uddannelse.

Fortrinsadgang
Som døv har du mulighed for at få fortrinsadgang til ledige stillinger i det offentlige, hvis arbejdsgiveren vurderer, at du er lige så kvalificeret som de øvrige ansøgere. Ansøgere med fortrinsadgang har krav på en ansættelsessamtale, hvis de opfylder de kvalifikationskrav som beskrevet i stillingsbeskrivelsen.

Øvrige muligheder under fortrinsadgang
Har du fået din stilling efter reglerne om fortrinsadgang, kan du stadigvæk søge om Isbryderordning, hjælpemidler, særlig indretning af arbejdspladsen og personlig assistance.

Hjælpemidler
Du kan få brug for særlige hjælpemidler på din arbejdsplads som f.eks. blinklys og computer. Jobcentret i den kommune, hvor du bor, kan yde tilskud til hjælpemidler, mindre arbejdspladsindretninger og undervisningsmaterialer, der er nødvendige, for at du kan komme på arbejdsmarkedet eller beholde dit job.

Tolk
Du har ret til op til 20 timers personlig assistance. Det kan være tolkning til møder, samtaler med kollegerne eller andet relevant for dit arbejde. Jobcentret kan betale for en tolk (personlig assistent) i op til 20 timer om ugen.

Svære forhindringer

Det kan være en stor barriere at skulle arbejde eller starte på en uddannelse, hvor ingen andre kan tegnsprog.

Kun ca. 48 % af døve mellem 18 og 65 år er i beskæftigelse.

For ca. 53 % døve mellem 18 og 65 år er grundskolen den eneste uddannelse, de har taget.

Download arbejdsmarkedsundersøgelsen

Link til Castberggårds Job- og Udviklingscenter

DDL´s nyhedsbrev

Tilmeld dig her


Danske Døves Landsforbund
Snaregade 12, 1. sal
1205 København K
Telefon: 35 24 09 10
Fax: 35 24 09 20
E-mail: ddl@deaf.dk
Protektor
H.K.H Kronprinsen