Hej DDL.
Hjertelig tillykke med 75 års jubilæum i denne måned.
UCC har en rigitg god "jubilæumsgave" -
en dejlig "sprog-gave"
til jer
ved at anerkende babytegn før baby kan tale.
Det er en stor fortjeneste af os døve,
som har lavet en bog: babytegn
og så pædagogerne anenkender babytegn
som det bedste sprog. :-)
Hermed kopi fra UCCs hjemmeside
netop idag:
04/05/2010
Babytegn fremmer børns talesprog
Børn, der lærer at udtrykke sig med babytegn, bliver bedre til at tale. Som bonus får de større selvværd og bliver mindre frustrerede end børn, der ikke bruger tegn. UCC uddanner pædagoger i at kommunikere med babytegn.
I vuggestuen Brumbassen i Nordsjælland hersker der en særlig ro og atmosfære. Her kommunikerer man ikke kun med ord, men også med hænder, fingre og ansigtsudtryk. Personalet har været på kursus i babytegn på Professionshøjskolen UCC.
"Vi har brugt babytegn i vuggestuen i et års tid nu, og det har haft stor betydning for den måde, vi er sammen på. Børnene føler sig forstået, og de kan nemt fortælle os, hvis de har brug for mad og drikke. Vi bruger også tegnene til at understøtte fortællinger og sange, fx om bondegårdens dyr," fortæller pædagogisk leder Yrsa Diediskis.
Lærer at sige stop
Man kan begynde at bruge babytegn fra barnet er seks måneder gammelt. Der går oftest et par måneder, før det reagerer på tegnene og lidt mere, før det selv begynder at tage dem i brug. I Brumbassen har brugen af babytegn skabt mere ro og færre frustrationer. Susanne Carstensen, der underviser i babytegn på UCC's Center for Tegnsprog forklarer det med, at børnene får et forspring i at kommunikere.
"Når man bruger babytegn, bygger man videre på børns store behov for kommunikation, og som en sidegevinst opbygger man deres selvværd, fordi de i højere grad føler sig set og forstået," siger hun.
Ifølge Susanne Carstensen er der ikke risiko for, at børnenes tale forsinkes ved brug af babytegn. Tværtimod fremmer det deres talesprog, og deres ordforråd bliver større. I takt med, at de lærer at tale, vil de gradvist erstatte tegnene med ord, og til sidst vil de slet ikke bruge tegnene mere.
Børnene kan også have brug for babytegnene til at tale med hinanden:
"Vi har fx en dreng, der gerne ville sige fra over for de andre børn. Vi hjalp ham med tegnet for stop, som er en simpel håndbevægelse. Han behøvede derfor ikke at slå eller skubbe de andre, for de forstod ham jo tydeligt. På den måde er babytegnene gode til at støtte op om det pædagogiske arbejde på stuen," fortæller pædagogmedhjælper Helle Ahrensberg.
Nemmere end at tale
Ideen med babytegn er at kommunikere så tidligt som muligt med det lille barn. Ved at bruge tegnene udnytter man, at hændernes motorik er på plads tidligere, end den motorik der kræves for at styre stemmelæberne og munden. På kurset i babytegn gennemgår man typisk 50-75 tegn, og man hører om baggrunden for babytegn. Babytegn er blevet brugt i USA siden starten af 1980'erne og har de seneste 10 år bredt sig til resten af den vestlige verden.
Kilde: www.ucc.dk