Borgerne i Region Hovedstaden skal pr 30.01.12 ringe til en døgnåbent akuttelefon i tilfælde af pludselig opstået sygdom eller tilskadekomst – og det er en stor glæde at kunne fortælle, at denne ordning også bliver tilgængelig for døve og hørehæmmede.
Særlig ordning til døve og hørehæmmede
DDL’s tilgængelighedsudvalg har haft møde med Mette Ørtoft, sundhedsfaglig leder på AMK-Vagtcentralen i Region Hovedstaden og gennem god dialog er det nu lykkedes at etablere en særlig ordning for borgere, der ikke kan bruge den almindelige telefon.
Lige adgang til sundhed
”Regionen ønsker at alle deres borgere har lige adgang til sundhed og derfor har vi oprettet denne særlige ordning til døve og hørehæmmede.
Løsningen har hverken været besværlig eller meget dyr, så vores politiske målsætning har været til at nå,” siger Mette Ørtoft.
Hvad kan du bruge akuttelefonen til?
Akuttelefonens formål er at give dig hurtig hjælp, hvis du pludselig bliver syg eller kommer til skade.
Telefonen rådgiver dig også om, hvor lang tid der er ventetid på akutmodtagelser (det som tidligere hed skadestuer).
Hvad er forskellen på 1-1-2 og Akuttelefonen?
Man bruger ikke akuttelefonen til livstruende sygdom, men til almindelig og pludselig opstået sygdom eller tilskadekomst, hvor du mener, at det ikke kan vente til din almindelige læge har besøgstid.
Hvad er nummeret til akuttelefonen?
Når du skal i kontakt med personalet i akuttelefonen skal du gør følgende:
Send en sms til 1 9 9 9 med ordlyden AKUT
Derefter laver du et mellemrum og skriver kort hvad din sygdom er
Den vil derefter blive besvaret af en sundhedsfaglig medarbejder.
DDL kontakter nu de andre regioner
”DDL er meget glade for, at døve og hørehæmmede nu har mulighed for at kontakte akuttelefonen i Region Hovedstaden.
Vi vil nu kontakte landets øvrige regioner og fortælle, at det ikke behøver være hverken dyrt eller besværligt at give alle borgere tryghed og adgang til sundhed i Danmark,” siger Janne Boye Niemelä
Spørgsmål til ordningen? Skriv til Mette Sommer på ms@deaf.dk