Tag initiativ

Veronica Badica er 28 år, uddannet dyrepasser og døv. Hun bor med sin kæreste i Brøndbyvester og har to katte.

Hvorfor valgte du at blive dyrepasser?
Jeg har altid vidst, at jeg skulle arbejde med dyr – det er dét, jeg brænder for. Så jeg startede på dyrepasseruddannelsen i 2004, det var både godt fagligt og socialt. Jeg var i praktik i to forskellige dyreparker, og her var mine kollegaer meget interesserede i at lære tegnsprog. Efter jeg blev færdiguddannet, har jeg arbejdet forskellige steder, både lønnet og frivilligt arbejde. Jeg har blandt andet været i Afrika og arbejdet med gorillaer og chimpanser. Jeg tog selv kontakt til projektet og spurgte, om de kunne bruge mig som frivillig.

Du søger selv arbejde. Har du et godt råd til døve, der er arbejdsløse?
Hvis man kæmper og er positiv, så skal det nok lykkes. Det er vigtigt, at man tror på sig selv og selv tager initiativ og bevarer kontakten med tidligere klassekammerater og kollegaer, så man har et netværk. Det kan være svært at overskue alle reglerne med dagpenge og jobcentret, men det gælder om at undersøge alle muligheder. Tålmodighed er en dyd.

Har du et godt råd til arbejdsgivere, der får en ansøgning fra en døv?
Ja, arbejdsgivere må se det som en udfordring og ikke en forhindring at ansætte en døv. Fx ved at tænke: ”Aha, måske har hun en ”sjette sans”, den ansøger vil jeg gerne møde, så jeg kan se, hvordan det vil fungere at have en døv med på holdet.”

Hvad laver du i din fritid?
Jeg har lavet forskelligt frivilligt arbejde, fx i Rødovre Dyreværn. Min kæreste og jeg er lige flyttet i hus, så jeg bruger en del af min fritid i huset og haven, og er sammen med min familie og venner.

Hvad er dit drømmejob?
Min drøm er at tage en ekstra uddannelse som dyretræner, så jeg kan blive selvstændig dyretræner. Imens jeg uddanner mig, vil jeg gerne arbejde ved siden af, da det er en privat uddannelse, som jeg selv skal betale for. Derudover vil jeg gerne tage et iværksætterkursus, så jeg kan få nogle redskaber til at blive selvstændig. Så jeg får travlt.


Danske Døves Landsforbund
Snaregade 12, 1. sal
1205 København K
Telefon: 35 24 09 10
Fax: 35 24 09 20
E-mail: ddl@deaf.dk
Protektor
H.K.H Kronprinsen