Julie Fabricius. Faustrup er døv. Hun er 20 år og går i 3.g på Frederiksberg Gymnasium.
Hvorfor er du ambassadør for kampagnen Slip fordommene?
Jeg startede selv på mit gymnasium fordi, jeg vidste, at der var døve elever. Nogle gange er det rart at blive inspireret af andre døve og se, at det kan lade sig gøre. Jeg tror, mange døve er nervøse for, om de kan klare sig på fx gymnasiet. Det var jeg i hvert fald. Men døve kan sagtens. Og det håber jeg, at jeg er med til at vise som ambassadør for kampagnen.
Har du et godt råd til døve, der skal starte på en uddannelse?
Da jeg startede i min klasse fik jeg en underviser fra Center for Døve til at komme ud og holde et kursus i tegnsprog. Det var en god ide, for mine kammerater vidste intet om tegnsprog. Og så er det vigtigt med støtte fra både familie og venner. Når jeg i starten blev usikker på, om jeg var dygtig nok, så sagde min veninde til mig: ”Min mor siger altid: Du er kommet i gymnasiet for at lære, du skal ikke kunne alting i forvejen.”
Har du et godt råd til en hørende, der studerer sammen med en døv?
Ja, tal til den døve, som du ville tale til alle andre. I starten sagde mine klassekammerater til min tolk: ”Gider du sige til Julie…”. Og så var jeg nødt til at sige: ”I skal altså bare snakke direkte til mig”. I dag har mine kammerater lært, at de bare kan prikke mig på skulderen, når de har noget at sige, i stedet for at sige det til tolken.
Hvad er dit drømmejob?
Når jeg bliver student til sommer, så trænger jeg til et sabbatår. Jeg har ikke ét drømmejob. For jeg har lyst til at studere to meget forskellige fag. Enten biologi eller litteraturvidenskab. Så nu må vi se, om jeg ender med at stå ude i skoven eller sidde med næsen i bøgerne.